Årsberetninger

Håndbold

Årsberetning 2022 – året der gik i Bramming Håndbold

2022 blev året, hvor vores lille håndboldklub skulle prøve at komme ud af Coronaens ubønhørlige greb.
Foråret var stadig hård og med mange restriktioner, men i efteråret, efter en dejlig lang sommer, var der optimisme at spore. Vi fik lidt flere medlemmer i klubben – ca. 88 aktive medlemmer, 7 udvalgsmedlemmer og 15 trænere.
Klubben har desværre endnu ikke hold i alle rækker i år. Vi er udfordret på nogle børne- og ungdomsårgange, hvor der ikke er ret mange spillere, og i nogle rækker har vi slet ingen hold.
Men vi arbejder alle hårdt på at få flere til at spille håndbold i Bramming.

Vi har valgt at bibeholde samme kontingentbeløb som sidste sæson.

Hold

Vi har et forældre/barn hold med 18 deltagere. Fantastisk med et så stort hold.
Derudover har vi:
et hold i U8/9
to hold i U11/13 drenge (B og C rækker)
et hold i U11/13 piger, som har været i klubfællesskab med Tjæreborg If, for at kunne danne hold
I foråret spillede U13 piger i U11 rækken. Og denne pulje vandt de i marts måned. Tillykke til dem.
et hold Herre Senior i serie 2.
Sommerhåndbold: Street Håndbold blev gennemført med 4 betalende medlemmer.

Stævner

Herre Senior deltog i august i Vejle Cup stævnet. Det gav spillerne meget på den sociale front og nok også en del på den fysiske. 🙂
Den 1. september 2022 havde vi DHF´s håndboldkaravane på besøg.
I løbet af formiddagen kom alle 0. – 1. og 2. klasser fra både Nordre Skole og Bakkevejens Skole forbi, for at prøve forskellige aktiviteter. Næsten 300 børn fordelt i begge haller gav højt lydniveau og masser af sjove aktiviteter.
Mellem jul og nytår var U13 drengene til Skjern Bank Cup.
Vi deltog også i Street Håndbold stævne i Middelfart, her gik vi videre til Street Håndbold DM finale stævnet på Israels Plads i København. Det var en stor oplevelse.

Klubdragt

I løbet af 2022 fik vi lavet en flot klubdragt, som alle medlemmer kunne købe til fordelagtig pris, da vi havde fået en del sponsorer med på dragten med deres logoer.
Og 65 personer har købt/fået en klubdragt. Det er da meget godt ud af ca. 95 medlemmer.

Håndboldudvalget

Vi består af:
Mathias Poulsen – organisator
Philip Dam Friis – økonomisk ansvarlig
Jacob Beck
Henrik Schultz
Søren Kjær
Kirsten Jacobsen
Rete Kirkegård

Økonomi

Overordnet set er klubben desværre stadig mærket af Corona, som har påvirket antallet af medlemmer.
De samlede indtægter for 2019 var 345.789 kr., hvoraf 113.090 kr. var fra kontingentbetalende medlemmer.
Sammenlignes dette med 2022 var de samlede indtægter 154.810 kr., hvoraf 46.301 kr. var fra kontingentbetalende medlemmer.
Dette betyder, at klubben har haft en tilbagegang på 55,23 % fra 2019 til 2022.
Når det så er sagt, har klubben formået at opnå en fremgang på hele 39,05 % fra 2021 til 2022.
Resultatet for 2022 er 67.661 kr., men er desværre ikke 100% retvisende, da vi har udgifter i 2022, som endnu ikke er blevet faktureret for, og derfor heller ikke betalt. Dette er blandt andet træningsdragter til klubbens medlemmer.

Klubben har tjent lidt på salg af julekalendere, som hjælper med at holde kontingentpriserne for ungdomsholdene nede i pris. Løbende sælger vi toiletpapir og vi modtager desuden sponsorat fra OK fra de, som har tilvalgt Bramming Håndbold, når de tanker brændstof mm.
Vi har også formået at få sponsorer til at yde et bidrag til vores nye træningsdragt, som vi er meget glade for.
Alle disse tiltag samt de flotte sponsorater, som er givet til klubben i 2022 har givet en ekstra indkomst foruden kontingent indtægten.

Fremtiden

Street Håndbold håber på at få en street håndbold bane sammen med den måske kommende skaterbane.
Vores vision er også at kunne tilbyde hold til flere aldersgrupper. Specielt i børnerækkerne.
Med opbakning og fælles hjælp/indsats, tror vi på en lovende fremtid for vores håndboldklub og ser frem til næste sæson.

TAK

Til sidst vil vi gerne takke alle trænere, hjælpere og forældre for deres indsats gennem sæsonen.
Uden jeres hjælp kan klubben ikke fungere.
Desuden takker vi sponsorerne for de bidrag, vi har modtaget gennem året.

På vegne af Bramming Håndbold
Mathias Poulsen